Der kan bo op til 7 børn og unge på Lille Egholt i alderen 10 – 18 år

Der er mulighed for, at man kan blive indtil det fyldte 23. år, hvis der bevilges efterværn til den unge.

Ens for de børn og unge der bor på Lille Egholt er, at de i en periode af deres liv, ikke kan bo hjemme. Vi har børn og unge, der kommer direkte fra familien, og andre kommer fra plejefamilier og andre opholdssteder. Alle børn og unge på Lille Egholt har nogle ting, som de er rigtig gode til og samtidig nogle ting som er udfordrende. Mange af vores børn og unge har haft svært ved at passe ind i skolen og har i det hele taget svært ved at forstå, følge og tage del i de sociale fællesskaber og krav, de er blevet stillet overfor.

Et ophold på Lille Egholt giver rigtige gode muligheder for at videreudvikle de ting, man er god til, og samtidig arbejde med de ting, som er svære og udfordrene. Da vi er op til 7 børn og unge i huset, så er der rigtig gode muligheder for at arbejde med social træning, og få støtte og hjælp til at udvikle sig positivt.

Vi går højt op i, at der er en god stemning i huset, og den er der, når vi behandler hinanden med respekt og omsorg. Alle der bor på Lille Egholt har forskellige ressourcer og udfordringer, men alle skal kunne føle sig trygge i huset, hvilket er et fælles ansvar. Vi kan på den måde rumme rigtig mange forskelligartede måder at være udfordret på, og støtte hinanden på bedst mulig måde.

Vi vil ikke acceptere, at vores unge indtager stoffer eller alkohol, når de er på Lille Egholt. Samtidig vil vi ikke accepterer, at der bliver udøvet vold. Egholt skal forblive et hus, hvor der er plads til alle følelser, men hvor alle samtidig kan føle sig trygge.

Alle indskrivninger er forskellige, ligesom alle mennesker er forskellige. Der kan derfor være omstændigheder der gør, at vi griber indskrivningen individuelt an. Det afgørende for os er, at der bliver lavet en solid, faglig og omsorgsfuld plan, der kommer til at have positiv effekt på lang sigt.
“Vi behandler alle ens, ved at behandle dem forskelligt”